<h1></h1>

Tiden er kommet til at fratage Viktor Orban retten til at (be)stemme i EU

I EU’s artikel 2 står der, at den europæiske union bygger på værdierne: menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne. Disse værdier er selve fundamentet under det europæiske fællesskab og en absolut forudsætning for at være en del af EU. Alligevel har vi nu i lang tid oplevet, hvordan en statsleder i vores europæiske fællesskab systematisk og med fuldt overlæg bryder med disse grundlæggende værdier. Jeg taler selvfølgelig om Ungarns premierminister, Viktor Orban. Det kan ikke blive ved med at gå, og derfor kæmper jeg for at begrænse Ungarns medlemsrettigheder i EU - heruder fratage dem stemmeretten.

 

Retsikkerheden i Ungarn er systematisk blivet trådt under fode de seneste mange år; Det ungarske retsvæsen er består af politisk udpegede Orban-støtter. Den uafhængige presse eksisterer ikke længere og samtlige minoritetsrettigheder forværres gradvist. Orban har desuden kanaliseret de EU-midler, som Ungarn får gennem unionens solidariske omfordelingssystem rundt til personlige venner og politiske støtter. Hans bedste ven, en mand som oprindelig var uddannet blikkenslager, blev eksempelvis på ganske få år, og uden at det havde noget at gøre med hans faglige forretning,en af rigeste mænd i hele Ungarn.

 

Det er ikke kun i forhold til sin egen befolkning, at Orbans metoder og regeringsførelse er fuldstændig uacceptabel. Også i EU-samarbejdet udnytter han sin position som medlemsland, og dermed indehaver af veto-ret på lige fod med de andre EU-stater, til at afpresse de øvrige EU-lande og hele systemet. Et af de grimmeste eksempler på denne afpresning er, når det gælder den økonomiske støtte til Ukraine. Victor Orban har valgt at stille sig på Putins side. På diktaturets side. Og som resultat heraf bruger han sin veto-ret til at bremse for EU’s Ukraine-støtte. Hvorfor? Jo, fordi Orbans manglende respekt overfor retsstaten har resulteret i en række indefrysninger af EU-midler til Ungarn - midler som Orban kræver at få frigjort mod en godkendelsen af støtten til det ukrainske folk.

 

For nyligt besluttede et flertal i Europa-Parlamentet, at nok må være nok. Vi er mange som mener, at det er på tid at indlede en såkaldt “Artikel 7-procedure” jf. EUs traktat overfor Ungarn. Det betyder, at vi er et flertal i Parlamentet som mener, at Ungarn i så alvorlig grad ikke respekterer EUs værdier, at landets medlemsrettigheder bør indskrænkes. Det er nu op til de resterende medlemslande i EU og Kommissionen at gå videre med processen. Det håber jeg, de vil gøre. For nok må være nok. Tiden er inde til at sætte foden ned overfor tyrannen Victor Orban.