For nyligt faldt der endnu en dom i den nok største skatteskandale i danmarkshistorien nogensinde, nemlig udbyttesvindelsagen. Skandalen viser med al tydelighed, hvordan et parallelsamfund af ultra-rige personer bistået af en pilrådden finans- og rådgivningsbranche på det skammeligste udnytter systemet til egen vinding og svigter det brede fælleskab. Det er ikke kun omfanget af skandalen, der skriger til himlen - 12,7 milliarder i Danmark og 410 milliarder i EU - men også metoderne der blev brugt. For i dette tilfælde var ikke bare tale om skatteunddragelse, altså det at undgå at betale skat. Nej - her var tale om at få tilbagebetalt skat, der aldrig var betalt i første omgang. Regulær svindel.

Det store og anerkendte advokatfirma Bech-Bruun er nu af Højeste Ret blevet dømt til at betale svimlende 400 millioner kroner i erstatning til den danske stat. Dommen slår en gang for alle fast, at deres juridiske rådgivning har været med til at facilitere svindel i millardklassen. Den bank, de har ydet rådgivning til, erkendte allerede tilbage i 2019, at de var skyldige i groft bedrageri mod den danske stat for i alt 1,1 milliarder. Vi har altså med store banker og anerkendte advokatfirmaer at gøre, som sort på hvidt har faciliteret svindel.

Finans- og rådgivningsbranchen har vokset sig så uhyggelig stor og magtfuld, at den efterhånden har mere magt end de enkelte medlemsstater. Indenfor forskningen taler man om såkaldt infrastrukturel magt, hvor vidensressourcer og teknologi fordrer en helt uhørt magtubalance mellem de nationale skattemyndigheder og multinationale virksomheder. For disse virksomheder er ikke kun med til at fortolke national og international lov. De er også med til at rådgive staterne, når det kommer til at udforme ny lovgivning. De er inde over det hele, og sidder så at sige på et vidensmonopol, historien nu efterhånden mange gange har vist, at de ikke er i stand til at håndtere.

Sagen med Bech Bruun er et skrækeksempel på rådgivningsbranchen infrastrukturelle magt og de systemfejl, der er indlejret heri. For vi ved nu, at advokatfirmaet var med til at svindle den danske stat for i hvert fald 1,1 milliarder kroner. På trods at dette, vandt selvsamme advokatfirma tilbage i 2017 et udbud om at lave en uvildig undersøgelse af udbyttesagen. Tænk engang, at de i første omgang overhovedet valgte at søge det udbud. Det vidner for mig om, at vi har med en virksomhed at gøre, der helt og andeles ikke er deres ansvar voksent eller måske endnu være, bevidst. For selvfølgelig kan de ikke lave et uvildig undersøgelse af en skandale, de selv har været med til skabe.

Som jeg ser det, er der behov for en grundlæggende reformering af det system, som efterhånden er skabt af finanssektoren til finanssektoren. De er så infiltreret i både lovarbejdet, sagsbehandling og fortolkningen på det finansielle område. Og de tjener penge på det. Og i den private sektor er det som bekendt penge, som er det afgørende element, og her trækker de rige det længste strå. På dette område er jeg enig med Pelle Dragsted, der snakker om at begrænse oligarkisk magt med demokratisk magt. For det er netop, hvad der på sigt er brug for på dette område.

I Europa-Parlamentet har jeg længe arbejdet på, at regulere de finansielle mellemmænd langt hårdere end tilfældet er i dag. I en resolution har jeg f.eks. foreslået at opdele revisions og rådgivningsvirksomheder, så de ikke både kan revidere virksomheders regnskaber samtidig med, at de rådgiver dem i at omgå reglerne. Det er for mig ren logik, at det bør være sådan. Både ud fra et demokratisk transparensprincip, men også af hensyn til branchen legitimitet. Om det foreslag kan jeg bare sige, at der ikke er bred politisk opbakning. Højrefløjen vil ikke være med.

Aktuelt er jeg også medforhandler på EU-lovgivning om et nyt system for udbytteskat. Det er ikke fordi, jeg har de store forventninger til, at denne konkrete lov vil revolutionere området. Men der er positive elementer, som er et vigtigt første skridt. For et centralt element i den nye lov vil være at gøre mellemmændene - primært banker - langt mere ansvarlige for udbytteskatprocessen. De skal være mere transparente overfor skattemyndighederne og leve op til klare due diligence krav. Gør de ikke det vil de miste deres certificering som finansiel mellemmand, hvilket kun er rimeligt. De kan også stilles strafferetligt til ansvar.

For mig er dette helt afgørende, at finanssektoren gøres langt mere ansvarlige, end tilfældet er i dag. For vi har ikke med en sektor at gøre ligesom alle andre. Deres forretningsmodel består i princippet af at forvalte andres penge - private såvel som offentlige - hvilket medfører et særligt samfundsansvar.