Pandora Papers kalder på handling i EU
I oktober sidste år blev det endnu engang klart, at visse mennesker i toppen af vores samfund bevidst omgår nationale skatteregler og placerer deres penge i skattely. De såkaldte Pandora Papers - verdens hidtil største skattelæk af 11,9 millioner dokumenter - viste, hvordan medlemmer af den absolutte elite i verden, herunder nuværende og tidligere toppolitikere, har gemt milliarder at kroner uden for myndigheders rækkevidde. Faktisk viser forskning, at top 0,01 % af verdens rigeste individer ejer 50 % af al den formue, der globalt er gemt i skattely. Vi står altså også med et ulighedsproblem.
Det er dybt uretfærdigt, når få ultra-rige personer selv vælger om de vil betale skat.
I Europa-Parlamentet står jeg i øjeblikket for at udarbejde en rapport, som skal foreslå konkrete initiativer til at forhindre skattely. Jeg mener, at EU spiller en helt central rolle på netop dette spørgsmål, og jeg kommer til at foreslå, at der bliver mere gennemsigtighed og strammere regler i hele EU.
Det er dybt uretfærdigt, og ikke mindst undergravende for tilliden til systemet, når få ultra-rige personer selv vælger, om de vil betale skat, mens alle andre bidrager. Vi skal ikke vente på endnu et skattelæk, før vi gør noget.