Da den franske præsident, Emmanuel Macron, og EU-Kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, for et par uger siden var på officielt besøg i Kina, pustede det endnu engang liv i debatten om Europas relation til den kinesiske republik. Spørgsmål er, om vi fortsat tror på, at stærkere handel med Kina vil styrke den globale sammenhængskraft, eller om vi i højere grad også bør kunne understøtte samfundsnødvendige industrier på europæisk jord?

Det er et politisk dilemma, som også den socialdemokratiske gruppe i Bruxelles har drøftet den seneste måned. Sandheden er nemlig, alt andet lige, at vi i EU i dag, er mere afhængige af Kina, end de er af os på en række områder. Mens det europæiske marked har været frit tilgængeligt og åbent for kinesiske virksomheder, har det været meget svært for vestlige virksomheder at få statslige kontrakter om fx energiproduktion i Kina. For ti år siden, havde Europa f.eks. en blomstrende solcelleindustri. Det har vi stort set ikke mere. Den ligger nemlig i Kina.

Kina er, samtidig med at være blevet mere magtfuld, også blevet mere autokratisk. Noget vi f.eks. har set det i forhold til nedslagene på befolkningen i Hong Kong, og de skrækkelige menneskerettighedsovergreb på det muslimske mindretal i Xinjiang provinsen.

Og i lyset af krigen i Ukraine, som i dén grad fik vores øjne op for konsekvenserne af at være afhængige af en fremmed stat som Rusland, og Putins gas til Europa, bør vi måske overveje, om vi også ift. Kina bør arbejde for mere uafhængighed i EU.